Tæsk af Corona

Hvad med din forretning og Corona, klarer du den? Det spørgsmål hvisker danske virksomhedsejere for tiden til hinanden. Først nu tør jeg selv svare:  
“Ja, det ser det ud til lige nu, men man ved jo aldrig, hvad der sker om nogle måneder,” siger jeg. Og svaret kommer ganske forsigtigt. Ingen tror længere, at de kan gå på vandet. Man må være ydmyg. 
 

En kæmpe kæberasler. Først fra den ene side, så fra den anden. Og så stod jeg og mange andre virksomhedsejere rystede og forslåede i ringhjørnet.

Eller nærmere bestemt sad vi i hver vores sofa foran tv’et og lyttede til en sammenbidt statsminister, der lukkede Danmark ned. Akkurat ligesom resten af verden for en periode lukkede og slukkede for vækst, fremgang og virkelyst.

I min egen lille, specialiserede solo-virksomhed betød det, at en bred vifte af større ordre til det private erhvervsliv blev aflyst eller udskudt til en fjern fremtid.

Jeg var målløs.

I 13 år havde jeg været iværksætter og klaret mig – for det meste rigtig fint. I 2007 sprang jeg fra et fast lederjob i København til et liv som iværksætter i Randers, og jeg havde altid nydt at være selvstændig. Men nu var det vel forbi med at leve som fri fugl, eller var det?

Jeg har for det meste elsket selv at kunne bestemme min arbejdsrytme og arbejdsopgaver. Jeg har været vild med ikke at skulle referere til en chef. Jeg og ikke andre har haft rorpinden i mit liv. Jeg har nydt den store variation i opgaverne, og har der været smalhals, har jeg altid haft mulighed for at gøre noget. Så har det været fremover stepperne med at finde på nye, kreative kommunikationsidéer og sælge dem til højestbydende. Det har fungeret, det har været både hårdt og givende. Og jeg er altid lykkedes.

Nu var der imidlertid pludselig ingen som helst at sælge til. Alle var handlingslammede, og den private konto begyndte at lække, så what to do? Ja, jeg krøb i skjul og startede med at skrive en slægtsroman, der finder sted i 1800-tallet. Godt at komme lidt væk fra sin egen forvirrede tid. Bogen er nu halvt færdig. Og så begyndte statsminister Mette Frederiksen pludselig at tale om hjælpepakker til erhvervslivet.

Hvor fantastisk. Her havde man i årevis oplevet sig ignoreret af politikerne, følt sig brandbeskattet, og så var der endelig noget at komme efter.

En nedgang i omsætningen på 30 procent medførte en udbetaling på 23.000 kroner om måneden i fire måneder. Og efter lige at have slugt det ydmygende i at få hjælp fra ”det offentlige”, sagde jeg et dybfølt ja tak til den fine håndsrækning.

Mine omkostninger blev skåret endnu mere ind til benet, og nu var der mere ro på til at få ryddet op i min lille business og stille skarpt på, hvor der er penge at tjene. Det skal være sjovt, og jeg skal tjene penge. Det har altid været mit mantra – med størst vægt på SJOVT.

Jeg har samlet mine rådgivningsydelser i en underafdeling af mit kommunikationsbureau diewiese.dk. Den nye biks er jobbooster.dk, og herigennem tilbyder jeg gode råd, sparring og undervisning om alt, der har med joblivet at gøre. Gode, trofaste kommunikationskunder er nu begyndt at vende tilbage. Nye og meget spændende er kommet til. Så det hele tegner til at gå alligevel.

Men sikker kan ingen længere være, og jeg må som de fleste andre bare krydse fingre og knokle på. Jeg skal fortsat sejle rundt i det urolige iværksætterhav og søge at navigere bedst muligt. Hvor urolig sejladsen bliver fremover, ved ingen.

Men lige nu og her er det ikke så ringe endda. Min familie overlevede 1. runde af Corona – og det ser min biks også ud til at gøre. Det skete blandt andet, fordi samfundet støttede, da det gjaldt. Langt om længe var der også noget i den fælles pose til de små virksomheder.

Et frit arbejdsliv kan være et fantastisk og lykkeligt arbejdsliv. Men kun når der er smør på brødet – og når du har lave faste omkostninger og en solid psyke, der kan håndtere usikre tider.

Den 11. marts lukkede Danmark ned. Tre måneder er gået, og først nu kan jeg igen sige, at det er skønt at være selvstændig - og mene det.