Pejlemærker

Jeg er vild med at bestemme mest muligt selv, alt fra jobindhold til arbejdsrytme. Langt mindre går jeg op i at have en forudsigelig tilværelse og at tjene kassen. For dig kan prioriteringerne være helt anderledes.

De fleste af os har flere værdier at navigere efter, men nogle er vigtigere for os end andre. Edgar Schein – en tidligere professor ved Massachusetts Institute of Technology – er værd at læne sig opad, når vi skal finde ind til, hvad vi har lyst til i jobbet og i karrieren. Edgar Schein’s såkaldte karriereankre sætter ord på arketypiske værdier.

Karriereankrene ganske kort fortalt:
Sikkerhed og stabilitet: Du elsker at have styr på fremtiden. Du trives bedst med optimal tryghed i livet. Typisk arbejder du i organisationer med stor jobtryghed og med stabile krav.

Selvstændighed/uafhængighed: Du har en udpræget frihedstrang og trives ikke ved at følge andres regler, normer og procedurer. Du ønsker at gøre tingene på netop din måde.

En god fagspecialist: Du drives af at være ekspert inden for dit arbejdsfelt. Du prioriterer at vise, at du har talent og kompetence inden for dit fagområde. Det er jobbets indhold, der udfordrer dig og giver dig et sus.

Trang til lederkarriere: Du drives i høj grad af muligheden for at avancere i ledelseshierarkiet. Du ønsker større ansvar, indflydelse og en højere løn. Du ser en stor værdi i at være generalist.

Igangsætter: Du drives af at starte nye virksomheder og/eller at udvikle nye produkter, og du begynder ofte som igangsætter tidligt i din karriere. Du kaster dig hele tiden ud i nye aktiviteter.     

Balanceret livsstil: Arbejde, privatliv, fritid og uddannelse skal gå op i en højere enhed. Fleksibilitet i arbejde og privatliv er nødvendigt for, at dine behov for balance bliver tilgodeset.

At arbejde i den gode sags tjeneste: Du drives af at føle, at du gør verden bedre. Du har et humanistisk syn på verden omkring dig og ønsker frem for alt at yde service eller at vejlede andre.

Udfordring: Du er et konkurrencemenneske. Du ser udfordringer i at overvinde det umulige. Du kan lide at kæmpe, og i din karriere bliver opgaver og udfordringer større og mere komplekse med tiden. 

Hvad er DINE pejlemærker?