Nej, man kalder ikke hinanden for dum blondine

Havde flere danske politikere joberfaringer, ville der måske være en bedre tone i den politiske debat.
Der findes nemlig kun få danske arbejdspladser, hvor vi taler så grimt til hinanden, som vi har set det i dele af den danske valgkamp. Advarsler, afskedigelser og det, der er værre, ville være resultatet.

I foreninger og på arbejdspladser har de fleste af os i årevis trænet i at være høflige uden at blive for floromvundne. Vi har øvet os i at sige til og fra – uden at blive grove og ubehøvlede. Vi ved, at skal der skabes resultater, er vi nødt til at møde hinanden med respekt, indsigt, vilje til kompromiser og mod til at stå ved vores perspektiv.

Nej, man kalder ikke hinanden for dum blondine eller nazisvin.
Ja, man lytter til hinanden.
Ja, man prøver at forstå hinandens perspektiver og argumenter.
Ja, man baserer sine argumenter på viden – ikke på løs mavefornemmelse.
Ja, man har mod til at stå ved og argumentere for, hvad man mener.
Ja, man holder, hvad man lover.
Nej, man bliver ikke bange, fordi en kollega kommer fra en anden kultur eller landsdel.
Ja, man rummer hinandens forskelligheder og ved, at livet ville være ufattelig kedeligt, hvis vi spiste det samme, troede på det samme og gik i det samme tøj.

Jeg undrer mig dybt over, at såkaldte politikere ikke straks får det røde kort af samtlige danske vælgere, når de giver andre øgenavne og sætter hele befolkningsgrupper i bås som dårlige, umoralske individer. Hvor er det dog trist, at tonen og holdninger fra den værste sump på de sociale medier også er begyndt at præge, hvordan debatten foregår andre steder.

Vi danskere ved jo godt, hvordan man taler sammen og til hinanden. I dagligdagen evner vi at rumme hinanden på godt og ondt, og jeg håber så inderligt, at vi husker det, når vi snart sætter vores kryds i stemmeboksen. Og så er jeg egentlig ganske ligeglad med, om det er til venstre eller højre, at krydset sættes.