Kyssebænk på jobbet?

En kyssebænk er IKKE passende på en arbejdsplads. Det er heller ikke i orden, at chefen slår praktikanten bag i. Og det er langt fra ok, at kolleger sender lumre beskeder til hinanden.



Da jeg var journalist på et dagblad for snart tyve år siden, var der en vedholdende historie om, at en af cheferne havde været lidt for nærgående overfor en sekretær – eller var det en piccoline? 

Journalisterne turde han ikke røre med en ildtang, vi var for rapkæftede, og så måtte det gå ud over en af de medarbejdere, der befandt sig lavest i hierarkiet.

Og det er netop et eksempel på, hvorfor sexchikane er så problematisk. Den foregår næsten altid i en ulige relation – hvor udøveren har magt over den person, sexchikanen går ud over. Det kan være uendelig svært at sige fra overfor en person, der kan fyre dig på gråt papir eller forhindre dig i at få de gode opgaver.



Når det så er sagt, skal vi passe på med at fjerne alle følelser fra vores arbejdspladser. Der skal være plads til saft, kraft og glæde – passionerede fagspecialister og vilde ideer – hvor ville det da være trist og krampagtigt, hvis jobbet kun var en stramtandet, stringent størrelse.



MeToo har fyldt gevaldig meget i medierne, og for en tid frygtede man, at der ville udvikle sig en alt for stor angst for at overskride hinandens grænser. Ville vi blive så berøringsangste, at vi ikke længere turde komme hinanden ved? Ville vi slet ikke turde feste sammen længere? Eller sige vores bramfrie mening? Eller grine højlydt og råbe vores frustration ud?



I den danske dagligdag på vores virksomheder virker det heldigvis som om, at MeToo-snakken er ved at falde lidt til ro. MeToo-debatten har giver grænseoverskridende chefer noget at tænke over – et tiltrængt rap over nallerne – og nu er der igen plads til de gode følelser, der får en arbejdsdag til at glide nemmere.



Det er nemlig værd at huske, at arbejdspladsen jo også er et sted, hvor mennesker i stor stil udvikler stærke relationer. Mange af mine bedste venner har jeg mødt i en arbejdsmæssig kontekst, og vi kender vist alle gode ægteskaber og parforhold, der har udviklet sig på arbejdspladsen. Hvor ville livet da være farveløst uden dem. En diskret flirt har været tilladt, og så har en relation udviklet sig – det skal der også være plads til, når mennesker omgås mennesker.
 (Billedet er forøvrigt fra Rundetårn ...)