Helst vind i håret og horisonter

I over ti år har jeg improviseret mig igennem tilværelsen, og jeg er så heldig, at jeg har haft basisøkonomien, psyken, fysikken og evnerne til at gøre det. Jeg har levet som journalistisk freelancer, kursusudvikler og projektleder.

Jeg har haft ’en jysk landhandel’ uden planer for mere end de næste par måneder. Ikke noget med store forkromede forretningsplaner, men blot noget med at mærke efter og stikke fingeren i jorden og agere efter en lyst og en fornemmelse af, at nu er det vist dette eller hint, jeg kan have held til at sælge.

Der er intet storslået og spektakulært over den måde, jeg lever på. Det er ikke mig, der sejler rundt på de syv verdenshave og lever af brød og kildevand i idylliske syditalienske kystbyer. Det er heller ikke mig, der er hipster-iværksætter og tjener kassen på en ny it-dingenot. Mit liv er dybest set ganske ordinært, men alligevel stikker jeg fortsat ud i lønmodtagerlandet Danmark, da jeg ganske vedholdende og i årevis har haft uafhængighed og selvbestemmelse som en levet og bærende værdi i mit arbejdsliv. For frihedsjunkier som mig er det ikke synderlig attraktivt, men ofte kvælende, at sidde på den samme pind hos en enkelt arbejdsgiver dag efter dag, år efter år.

Og hvorfor er det interessant at høre om netop mit og andre tilfredse og kæmpende frihedsjunkiers arbejdsliv? Ja, det er det, fordi vi er en gruppe på arbejdsmarkedet, der er i vækst, men som endnu ikke får så meget hjælp eller accept fra system-Danmark. Vi er som minoritet nødt til selv at gribe bolden, dele fif og inspirere hinanden, så vi hver især kan få mest muligt ud af vores karriereliv. Ingen kommer og redder sådan nogle som os.
Alene i dag er næsten en ud af tre på de danske arbejdspladser ansat på anderledes vilkår end dem, der har et traditionelt lønmodtagerjob på fuld tid. Om få år vil der være endnu flere, forudser forskere, både herhjemme og globalt.

Stakler eller helte 

I debatten om ‘frihedsjunkiernes’ arbejdsvilkår bliver vi enten glorificeret som en slags frihedshelte, eller vi opfattes som mennesker, der må være meget skuffede og bitre i vores karriereliv. Her er to yderpunkter i opfattelsen af vilkårene for de mennesker, der arbejder under såkaldt prekære forhold.

Når vi er stakler: 
Bogen ’Prekarisering – og akademisk arbejde’ blev udgivet i august 2018 og handler om usikre og midlertidige ansættelsesformer, hvor rettigheder, sikkerhed og arbejdsforhold nedbrydes. Bogen bringer interviews med 33 akademikere, der arbejder under såkaldte prekære forhold. Akademikerne fortæller om, hvordan de oplever og tackler deres jobsituation.En af bogens interviewpersoner underviser for eksempel på et universitet nogle timer om ugen i et vikariat, der ad flere omgange forlænges, og som derfor har et deltidsjob inden for rengøring sideløbende.

”Det er gennemgående, at man i prekariatet oplever en skuffelse og nogle gange også en bitterhed over de vilkår, man bliver udsat for, og selvfølgelig en nervøsitet for, hvad fremtiden kan bringe,” fortæller professor emeritus Peter Olsén fra Roskilde Universitet, der er en af bogens forfattere. Han forsker i arbejdsliv og slår i bogen fast, at prekariseringen har bidt sig fast og ser ud til at brede sig til hele samfundet. Den gør fremtidsudsigterne ustabile og uforudsigelige for de berørte.

Bogen forklarer dog også, at selv fastansatte i stigende grad må forstå at omstille sig til skiftende markeder, eller at deres arbejdsplads udliciteres, rykkes til udlandet, opkøbes eller 'downsizes'. Alle skal hele tiden være 'employable'.

Når vi er helte: 
I en kronik i Berlingske Tidende skriver antropolog og forfatter Dennis Nørmark, at frihedsjunkierne bør opfattes som helte fremfor som ofre: ”Vikarer og freelancere er ikke stakler – de er arbejdsmarkedets helte, der undslipper ligegyldighederne. I stedet for at ynke prekariatet skal vi huske, at det faktisk er dem, der samlet set bidrager med mest nytte, fordi de slipper for alt det ligegyldige pseudoarbejde... ” 

Hverken den ene eller anden opfattelse kan jeg få til at passe med mit eget frie arbejdsliv eller med de mennesker, jeg møder, som har taget et spring væk fra tilværelsen som fuldtidslønmodtager. De lykkelige frihedsjunkier er alle hårdtarbejdende, de er passionerede i deres opgaveløsning, og så nyder de til fulde IKKE at være omklamret af chefer, arbejdstidsregler og rigide skabeloner for, hvordan et jobliv skal se ud.

Ligesom det er tilfældet for fastansatte, får frihedsjunkierne også indimellem ondt i maven over deres jobliv. Deres ustabile ansættelser kan skabe usikkerhed, men de har i højere grad end fastansatte på fuld tid muligheden for at styre, hvordan deres arbejdsrytme og arbejdsindhold skal skrues sammen, og det skaber hos mange frihedselskere en stor grad af tilfredshed og minimerer stressbelastningen. Især hvis man husker at sikre sig mod sygdom og svækkelse via forsikringsordninger og har et netværk at tætte kollegiale sparringspartnere.

Som bogen ’Prekarisering – og akademisk arbejde” slår fast, kan det normale arbejdsmarked også være en rå affære. Som en kær veninde forleden måtte skrive på Linkedin:

Så blev det lige pludselig tid til nye udfordringer på jobfronten. Mens jeg var på ferie, opdagede direktøren, at jeg ikke længere er den rette profil til jobbet som program- og kommunikationschef. Damned, busted!
Det er lidt en skam for de planer og strategier, vi sammen havde stor fornøjelse af at lægge lige inden ferien, men sådan kan virkeligheden jo udvikle sig hastigt i show bizz.
Tilbage står, at jeg er ganske stolt over at have været med til at tage Folkemødet i en ny og spændende retning: med en vellykket introduktion af temaområder og masser af nye scener; med et kæmpe løft til alliancer og samarbejde som gjorde at hver fjerde event på FM18 var skabt i fællesskab; med et helt nyt, fast tag i de unge; med et nyt flot og ‘nudgende’ program.
Tak til alle, der var med på den festlige rejse. Tak for fremragende holdånd og dedikation til vores fælles projekt!
Det er altsammen blevet taget fantastisk flot imod af Folkemødets deltagere og arrangører, som strømmede til i rekordstort antal i år.
Men nu er der altså behov for en anden profil til opgaven - ja, to faktisk - og jeg kan kun ønske dem al mulig held og lykke i det travle job.
Selv vil jeg gå på afspadsering frem til nytår  og ikke mindst se mig om efter et nyt spændende job. Giv mig endelig et praj, hvis du har brug for min profil.