Havregrød eller pølsebord

i år har vi muligheden af at vælge mellem 2 retter, bestående af flg: 

1)det fantastiske store velsmagende pølsebord, direkte fra slagteren.

2)havregrød m. puddersukker og rå æggeblomme.

Ved tilmeldingen som senest skal ske den 21.04.89 (i kontortiden) bedes I oplyse om I ønsker ret nr. 1 eller 2.

Enhver form for stærkere drikkevarer bedes I selv medbringe, altså hvis ikke øllet kan dække jeres behov.

… Invitationen gælder naturligvis også evt. kone, løst eller fast ...  

Sådan lød det i 1989 i en invitation til årets pinsegilde for medarbejdere og samarbejdspartnere hos FREJA med hovedsæde i Skive.

Tonen er finurlig og har helt sikkert bragt smilene frem. Virker formuleringerne lidt løjerlige med nutidens øje? Ja måske.

Og hvorfor overhovedet nævne en sådan invitation i den bog, jeg netop har skrevet om FREJA, der siden starten i 1985 har udviklet sig fra to mænd og et par fastnettelefoner til en trimmet logistik- og transportkoncern med 750 medarbejdere i Danmark, Sverige, Finland, Norge, Polen og Kina?

For det første er invitationen et fint billede på den muntre, kammeratlige kultur, virksomheden er rundet af. Og for det andet er den et bidrag til at distancere FREJA-fortællingen fra de glatte og gabende historier, som nogle virksomheder og organisationer er så glade for.

Naturligvis må FREJA i år 2019 tage hensyn til flere kulturer i sin kommunikation. Og man må oversætte de værdier, man er rundet af, og den oprindelige jyske jargon. Man undlader heldigvis at være så politisk korrekt og forsigtig i sin historiefortælling, at det støver.

Sammenhængskraft skaber man, når medarbejdere, kunder og samarbejdspartnere kan forstå og mærke hinanden. I behøver ikke at vise alt jeres snavsede vasketøj frem, men I må vove at vise lidt hjerteblod, kant og sjæl.

Og hvorfor nu det? Ja, det handler om, at jeres kunder, selv i store virksomheder, faktisk foretrækker at handle med mennesker, og at jeres medarbejdere også ønsker ledere af kød og blod. Og så er der nu engang - som en ekstra bonus - noget dybt tilfredsstillende og livsbekræftende i at stå ved sit DNA med alt, hvad det indeholder.

Læs e-bogen JØRGEN HANSEN-FREJA BANER VEJEN. Køb den hos Saxo med flere.