En god virksomhedshistorie har altid knaster

Tør I høre en sandhed eller tre? 

Sådan spørger jeg de topchefer og virksomhedsejere, der overvejer at igangsætte et storytellingsprojekt, hvor resultatet typisk er, at virksomhedens bedste historier fremkaldes og fortælles i en kvalitetsbog.

Jeg har efterhånden skrevet en lang række bøger om by- og virksomhedskulturer. Dette sker altid via interviews med en bred vifte af nøglepersoner, og skal resultatet være en troværdig bog, må topchefen eller ejerlederen være forberedt på, at det ikke kun er rosenrøde halleluja-fortællinger, der ser dagens lys.

Virksomhedsportrætter uden knaster er dødssyge at læse – og ingen tror på dem. Men det kræver format at stå ved den rejse, en virksomhed har foretaget på godt og ondt.

Det kræver fx mod og selvindsigt hos en virksomhedsejer at blive mødt med fortællinger om, at han var lidt af en kolerisk hidsigprop i virksomhedens første leveår. Eller at stå ved, at virksomheden også har haft vanskelige år.

Men er du en erfaren virksomhedsejer ved du, at historierne alligevel skal fortælles. Skal en virksomhedskultur rykke sig i positiv retning, er det nemlig vigtigt, at ledere og medarbejdere er nogenlunde i sync, når det gælder opfattelsen af styrker, udfordringer og historien.

Fra topchefens hjørnekontor til fabrikshallen og virksomhedens kantine vil virkeligheden altid se lidt forskellig ud, men grundfortællingen skal der helst være enighed om. Er der ikke en fælles historie, kan lederne råbe lige så tosset, de vil, og ingen vil høre budskabet. Ingen gider at lytte til en leder, der sidder på en anden planet.

Vigtigt er det også at være forberedt på, at et storytellingsprojekt kan trække bukserne ned på en hul og overfladisk kommunikation.

Tre eksempler:

Bryster topchefen sig af virksomhedens mange klimavenlige initiativer, klinger det hult, hvis hans firmabil er en osende BMW, eller der aldrig er kødfrie dage i kantinen.

Praler topchefen af virksomhedens sociale ansvar, virker det utroværdigt, hvis der kun er plads til medarbejdere, der præsterer maks. og på fuld tid.

Og bliver der konstant slået på tromme for, at empati og involvering er vigtige ledelsesværdier, vil værdierne blive opfattet som corporate bullshit, hvis de ansatte mest af alt mødes med en tromlende ledelseskultur.