Arbejdsdag med svømmetur

Så sidder man lige lidt i sofaen med sin PC og skriver løs.
Dernæst ligger man i hængekøjen med sin iPad eller mobil og svarer mails.
Herefter tilbringer man et par timer ved den stationære PC.
Og indimellem, når kreativiteten skal ruskes lidt, tager man en svømmetur, laver en fantastisk kop kaffe eller tager en sludder med en kollega.

Alternativet ville være, at man sad, dag ud og dag ind, i en ubekvem låst stilling ved den faste PC. Sidstnævnte arbejdsrutine er hverken god for kreativiteten, produktiviteten – eller ryggen. Men alligevel er det, hvad mange chefer fortsat forstår ved rigtig ARBEJDE.

Kun når chefen kan se, at medarbejderen fysisk sidder på sin pind, fastlåst med røven i sædet, ligner han en person, der bestiller noget. Så må han da få noget fra hånden – må han ikke? Og nej, ikke nødvendigvis. Mange af os kender jo så udmærket de typer, der har som spidskompetence at se travle ud ved en arbejdsstation. Hvad de reelt får fra hånden, står imidlertid hen i det uvisse.

Især yngre generationer har en mere flydende opfattelse af, hvornår noget er arbejde og læring. Undervisning med enetaler og jobs med alt for fastlåste arbejdsrutiner, får dem til at falde i søvn. Deres tanker flyver ud og væk – og chefen får slet ikke det optimale ud af dem.

Så tag livtag med dig selv, hvis du er en af de chefer, der bliver tryg, når du kan se dine medarbejdere sidde bag skærmen. Måske skulle du have mere fokus på, hvad der reelt set produceres, fremfor hvordan og hvornår de ansatte producerer?

Løsner du arbejdsformen, vil du opleve ansatte, der tænker vildere tanker, præsterer bedre og har mere energi i jobbet – er min påstand.

Det er da et forsøg værd